COLAS UDLÆGGER KLIMAVENLIG ASFALT PÅ SKOVVEJEN I VESTSJÆLLAND

Ved kørsel på klimavenlig asfalt med lav rullemodstand kan du se frem til at køre længere på literen. Det er godt nyt for både tegnebogen og CO2-regnskabet. Colas har udlagt den klimavenlige asfalt på en 1,5 km lang strækning på Skovvejen i Vestsjælland.

Klimaasfaltens specielle sammensætning gør, at rullemodstanden mellem bilens dæk og vej reduceres. Det betyder, at bilernes brændstofforbrug nedsættes ved kørsel på asfalt med lav rullemodstand, og at der dermed udledes mindre CO2 til omgivelserne.

Projektet i Vestsjælland er udført for Vejdirektoratet som et demonstrationsprojekt.

Læs også Skovvejen er blevet grønnere

Klimavenlig asfalt med positive ”sideeffekter”

Vejdirektoratets ambition har været at udvikle et produkt, der kan bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser. Samtidig ønsker Vejdirektoratet, at produktets levetid svarer til de asfalttyper Vejdirektoratet bruger i dag.

Vejdirektoratet har derfor gennem de seneste 5 år udført forsøg med asfalttypen og er nu kommet frem til et produkt, som forventes at have lige så god holdbarhed som de belægninger Vejdirektoratet traditionelt anvender på motorveje.

Asfalten er sammensat af gode materialer både hvad angår filler, sten og bitumen. Og det giver produktet en rigtig god forventet holdbarhed, forklarer laboratoriechef Martin Korsgaard fra Colas og tilføjer:  –En vigtig ”sideeffekt” er, at det også har en støjreducerende effekt, som betyder meget for de mennesker, der bor tæt på vejen.

Læs også Klimavenlig asfalt testes flere steder i regionen

Demonstrationsprojekter vigtige for fremtidens veje

Projektet på Skovvejen i Vestsjælland er et af flere demonstrationsprojekter, som Vejdirektoratet udfører på forskellige vejstrækninger i Danmark i 2018, hvor klimaasfalten skal testes.

Bæredygtighed har høj fokus i Colas, og vi er glade for at medvirke til et projekt som dette, der potentielt kan komme hele samfundet til gavn, siger projektchef Nils-Erik Strube, Colas Danmark A/S.

Projektet er udført af Colas den 4-5. september 2018 som natarbejde på Skovvejen ved Tornved og ca. 1,5 km østpå, svarende til et areal på ca. 12.000 m2. Til projektet er anvendt ca.1.000 tons klimavenlig asfalt.

Læs mere på Vejdirektoratet.dk

Skovvejen
Colas-udlægger-klimavenlig-asfalt-på-Skovvejen_2
Colas-udlægger-klimavenlig-asfalt-på-Skovvejen_3
2018-09-26T08:49:59+02:00