Europæisk Charter for Trafiksikkerhed

Alt for mange mennesker dør på de danske veje. Det er ikke acceptabelt, og Colas ønsker at bidrage, på de måder det er muligt, til at reducere antallet af uheld og dræbte.

Som vejbygningsentreprenør har Colas Danmark A/S gennem årene opbygget vigtig viden om, hvordan vi kan gøre vejene mere trafiksikre. Det er derfor naturligt, at vi påtager os et ansvar.

Colas Danmark A/S har i lighed med andre selskaber i den franske Groupe Colas S.A. underskrevet Europæisk Charter for Trafiksikkerhed og taget forskellige initiativer for at nå dette mål.

Vores initiativer

Undervisning
Colas Danmark A/S har mange medarbejdere, der hver dag kører i bil både på arbejdet og i fritiden.

Alle vores medarbejdere, der kører bil i firmaets tjeneste, skal derfor gennemføre kursus i teori, praktisk køreundervisning med autoriserede kørelærere samt kursus på køreteknisk anlæg. Formålet er at genopfriske teori og god adfærd i trafikken og lære af egne tillærte - ofte dårlige - vaner. På køreteknisk anlæg afprøver medarbejderen sit daglige køretøjs styre- og bremseegenskaber på både glat og tør bane.

Trafiksikkerhedsprogrammet tilrettelægges af en projektgruppe bestående af blandt andet en køreansvarlig, sikkerhedsmedarbejdere, ledelsesrepræsentanter og en informationsmedarbejder.

Information, rådgivning og dialog
Vores hverdag er travl og trafikken ofte langsom. Mange bilister er derfor utålmodige og glemmer at vise hensyn i trafikken.

Løbende information, rådgivning og dialog skal være med til at sætte fokus på medarbejdernes holdning til god trafikadfærd – både på arbejdet og i fritiden. Det gør vi blandt andet gennem artikler, tegneserier og interviews med medarbejdere i personaleblad og på intranettet.

Nytter det noget?
Colas Danmark A/S stiller krav til den enkelte medarbejders køreegenskaber og trafikadfærd i arbejdstiden og følger op på uheld. Vi ønsker at forhindre uheld ved at sætte ind med relevant undervisning og information.