English Forside Sitemap Kontakt  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Colas' historie

Historien om Colas og vejen gennem 75 år.

Starten i 1930
Colas Vejmaterialeaktieselskab grundlægges i 1930, hvor Shell Gruppen køber rettighederne til salg og fremstilling af bituminøse bindemidler i Danmark af grosserer A. Rindom

Rindom har allerede i 1924 startet forretning med import af emulsioner fra det Shell-ejede Asphalt Cold Mix Ltd. i England - og købt licensrettighederne til fremstilling og salg i de nordiske og baltiske lande.

Et globalt netværk
Efter 1. verdenskrig stiger salget af COLAS emulsioner over hele verden. Det stiller store krav til investeringer i fabriksanlæg; og Shell ser tidligt en mulighed for at samle bindemiddelaktiviteterne globalt i ét selskab: Colas Flintcote Ltd.

Grunden er lagt til et netværk af Colas selskaber over det meste af verden.

1930-1945
Colas Vejmaterialeaktieselskab koncentrerer sig om det danske marked og udvider sine aktiviteter på landsplan, så det nu fremstiller emulsion flere steder i Danmark.

I 1942 starter selskabet sin første fabrik, der producerer varmblandet asfalt.

1945-1959
I efterkrigsårene vokser selskabets aktiviteter hurtigt. Et net af asfaltfabrikker etableres over det meste af landet, især i områder hvor man forventer byudvikling og erhvervsudvikling.

I 1950 beskæftiger selskabet 228 medarbejdere og har mere end 12 blandeanlæg, der fremstiller varmblandet asfalt. Produktionen stiger til 100.000 tons pr. år - svarende til en markedsandel på ca. 20%.

1960-1979
Colas Vejmaterialeaktieselskab er nu landsdækkende, og selskabet åbner regionale centre i Herstedøster og Viborg med asfaltfabrikker, maskinteknisk afdeling, værksted og laboratorium.

Højkonjunktur
Med bygningen af en række nye asfaltfabrikker kan Colas deltage i det store udbygningsprogram for motorveje og hovedlandeveje, som påbegyndes i slutningen af tresserne og forløber frem til den anden energikrise. I 1970 producerer virksomheden 1 million tons asfalt fra 18 forskellige asfaltanlæg i Danmark.

Energikrisen og de stærkt stigende priser på olie og bitumen fører imidlertid til en nedgang i udbygningen og vedligeholdelsen af det danske vejnet. I 1979 falder Colas Vejmateriales produktion af asfalt til 850.000 tons. Højkonjunkturen i Danmark har nået et vendepunkt.

1980-1995:
I takt med den faldende efterspørgsel på asfalt skærpes kravene til effektivisering. Flere produktionsanlæg bliver nedlagt og nye etableret i fællesskab med andre virksomheder.

Nye aktiviteter
Men 1980’erne er også årtiet, hvor en række nye aktiviteter bliver iværksat. Colas bygger lufthavne i Grønland og deltager i bygningen af det danske naturgasnet.

I 1983 udfører Colas Vejmaterialeaktieselskab sit første udlandsprojekt i Sydyemen, og i perioden indtil 1998 arbejder selskabet med på en række store vej- og lufthavnsprojekter i fjerne egne som Maldiverne, Cuba, Tanzania, Uganda og Aruba.

I 1980’erne udvider selskabet i øvrigt sit netværk i Danmark og Skandinavien med virksomhederne Spedalsø Betonvarefabrik A/S, Novejfa A/S og datterselskabet Malbikunarstödin Hladbær-Colas h.f. i Island. I disse år bliver Dansk Overfladebehandling I/S også dannet.

Selskabet skifter navn til Colas Danmark A/S i 1993.

1995-2005:
Colas Danmark A/S bliver medlem af Colas Group
Colas Danmark A/S bliver overtaget af det franske selskab, Colas SA. i 1995, og det danske Colas bliver en del af verdens største vejbygningsgruppe.

Colas SA har - siden selskabet blev grundlagt af Shell i 1929 - udviklet sig til det største Colas selskab i verden.

Anlægsentreprenør
I 2004 fusionerer Colas Danmark A/S med Colas-Novejfa, og selskabet er nu en af landets mest betydende anlægsentreprenører.

I forbindelse med Colas Danmarks 75-års jubilæum i 2005 indvier selskabet i foråret en ny asfaltfabrik i Nørresundby. Dermed markerer vi troen på, at Colas de næste 75 år vil være at finde som en aktiv medspiller på det danske entreprenørmarked.

Fremtiden
De første år efter årtusindskiftet har været præget af faldende efterspørgsel på det danske asfaltmarked og en skærpet konkurrence.

Nye udfordringer
Man kan sige, at asfaltbranchen er blevet ramt af egen succes. Mange års udbygning af det danske vejnet og effektiv vejplanlægning har gjort afstandene kortere og mange mindre asfaltanlæg overflødige.  I disse år sker der derfor en strukturrationalisering i branchen, hvor vi fremover vil komme til at se færre, men større og mere effektive asfaltanlæg.

Nye produkter
Men der vil også i fremtiden være behov for anlæg og vedligeholdelse af vore veje. Trafikken stiger og vil fortsætte med det mange år fremover. Der vil komme nye krav til mere robuste vejbelægninger, der kan modstå de stadig større belastninger. Og kravene til trafiksikre og miljøvenlige belægninger vil stige.

Støjdæmpning
Colas Danmark A/S tror, at støjdæmpning vil være blot ét af de krav, som asfaltindustrien skal løse.    

 

 

 



1920'erne

Asphalt Cold Mix Ltd. udvikler og fremstiller basiske bitumenemulsioner, som få år tidligere er  opfundet og patenteret af to englændere.

Grundlaget for emulsionerne er asfaltbitumen - et biprodukt fra raffineringen af råolie.

Produkter sælges under varemærket COLAS - en sammenskrivning af COLd ASphalt.

 

 






I perioden 1960-1979 kommer nye asfaltprodukter på markedet:

Hotmix (brugt som bærelag) og

Hot.Rolled Asphalt (slidlag på motorveje).


Produkterne skal klare den stadig stigende trafik.

Asfalt bruges nu også i landbruget, industrien og til idrætsformål.

 

 





 

Colas Gruppen beskæftiger 56.000 medarbejdere
i over 40 forskellige lande.

Gruppen omsætter for mere end 
60 mia. DKK årligt.

Gruppen har:

  • eget anerkendt vejforskningslaboratorium 
  • teknologisk vidennetværk

 

 

 

 

 

 
Colas Danmark A/S · Fabriksparken 40 · 2600 Glostrup · Tel: 45 98 98 98 · colas@colas.dk · CVR-nr.: 10 24 64 15